Nissen flytter ind

Nissen er begyndt at bygge her hjemme. Nissedøren er på magisk vis dukket op i nat, dog med afspærringer og skilt med teksten: UNDSKYLD JEG RODER. KUN ADGANG FOR NISSER.

Nissen bygger

Drengene blev mega glade i morges, da de så at nissen er ved at flytte ind. Jeg har overvejet meget hvordan jeg nu får drengene, som begge bliver 7 år inden for de næste par måneder, til at tro på der virkelig er en nisse bag den der dør. Det virkede fint for et par år siden, men i takt med de bliver ældre må jeg nok bare erkende at de er blevet lidt mere skeptiske.

Brev fra Nissen

Så her til morgen har jeg skrevet et brev fra Tik Tak til drengene. Der fortæller lidt om hvem han er, hvad han laver her i stuen, Hvem Drillenissen Tulle er som også lander i december og hvordan døren virker. At det er en magisk dør som kun nisser kan åbne når ingen mennesker kigger. Brevet vil ligge klar til dem i morgen. For vores nisser laver altid deres løjer om natten.

Hvis du kan bruge brevet til inspiration, evt. blot udskifte navene så kommer brevet her nedenfor. Her inden jul kommer der også endnu et indlæg i serien min kreative verden! denne gang om jul.

Brev fra nissen

Hyggehejsa Viktor og Marcus (erstat selv navnene)

I har nok bemærket at jeg er begyndt at bygge et nissebo i jeres stue. Jeg håber ikke det gør noget? Jeg er en husnisse, mit navn er Tik Tak og jeg bor normalt oppe på jeres loft i det fjerneste hjørne, et sted ingen mennesker kan finde. Men jeg så, her i weekenden, hvor fint i er ved at pynte op til jul. Så jeg tænkte at jeg ville rykke ned i stuen her i december. 

Jeg har nemlig juleferie hele december måned. Men ved i hvad? Jeg synes at mine lærere på nisseskolen er MEGA tarvelige, for jeg har fået en kæmpe skoleopgave jeg skal lave. Nu troede jeg lige at jeg bare skulle hygge mig. Men NEJ! Opgaven jeg skal skrive er med emnet JUL I MENNESKERNES VERDEN. Derfor tænker jeg, at jeg heldigvis bor det helt rigtige sted, for hos jer bliver der da virkelig julet. 

Hvad endnu værre er, er at jeg skal lave opgaven sammen med Tulle, en mega irriterende drillenisse fra min klasse, men hun har lovet at lade vær med at drille alt for meget. Så jeg håber det går. Hun kommer her natten til den 1 december og skal bo her indtil det bliver jul, så vi kan lave opgaven sammen. 

Jeg håber meget i vil hjælpe mig lidt med min opgave, heldigvis kan jeg høre alt hvad i laver inde fra væggen, så selvom i ikke ser mig, ved jeg altid hvad i laver. Min dør er en magisk nissedør, som kun nisser kan åbne, når ingen mennesker kigger. Mig og Tulle skal som sagt skrive om jul i menneskernes verden, så derfor vil det hjælpe os meget hvis i husker at jule hele december, og gør alle de ting mennesker normalt gør til jul, så kan vi nemlig skrive vores opgave om jer og jeres søde familie. 

Jeg sender et brev hvis jeg får brug for andet fra jer. 

I må have en rigtig dejlig dag. 

Mange Nissehilsner Fra Tik Tak   

Skriv et svar